FAQ om 2-årig HF
Ønsker du at læse en 2-årig HF? Se, hvilke regler, der gælder for dig.
Her kan du få information om optagelse, merit, SU, tilmelding med mere.
Du tilmelder dig via optagelse.dk inden 13. marts.
Der er forskellige regler for optagelse afhængig af, om
- du aktuelt går i 9. eller 10. klasse eller
- du er gået ud af 9. eller 10. klasse.
Hvis du søger optagelse på en gymnasial uddannelse lige efter din 9. eller 10. klasse, er ansøgningsfristen 13. marts det pågældende år.
Når du har søgt om optagelse på HF, vil du få reserveret en plads - inden 1. maj får du svar på, hvilken institution du har fået reserveret plads på.
Institutionen vurderer så, om du opfylder alle forudsætningerne for optagelse.
Hvis du ikke opfylder kravene, vil du hurtigst muligt blive indkaldt til en optagelsesprøve og en efterfølgende samtale.
Søger du om optagelse på en gymnasial uddannelse, efter du har forladt grundskolen, skal du søge om optagelse inden 13. marts, hvis du ønsker at få reserveret en plads.
Du skal altid søge via optagelse.dk.
Hvis du opfyldte betingelserne for at have retskrav efter 9. eller 10. klasse og søger om optagelse senest to år efter, du har forladt grundskolen, kan du optages uden en optagelsesprøve.
Hvis du ikke har retskrav på optagelse, kan du optages via en optagelsesprøve og efterfølgende samtale, hvor skolen vurderer, om du kan optages på uddannelsen. De ser bl.a. på dine personlige, sociale og faglige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre uddannelsen.
Du kan læse mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside:
Har du brug for at tale med en vejleder, kan du bestille tid eller møde op i åben vejledning.
2-årig HF starter i august.
Hvert fag tager ½ år eller 1 år, og alle fag afsluttes med eksamen.
Du kan finde den aktuelle årsplan her.
Du har ret til at modtage SU (Statens Uddannelsesstøtte) til alle fag og niveauer på AVU og HF, du ikke tidligere har bestået - hvis altså du ikke har afsluttet en gymnasial uddannelse i forvejen.
For at modtage SU skal du mindst have 23 timers undervisning om ugen. Du vil kunne søge om SU i den måned, hvor du senest den 20. i måneden er studieaktiv.
Det er en god idé at søge din SU i god tid inden start. Vær særlig opmærksom omkring sommerferien og juleferien, hvor vi har lukket og ikke behandler SU-ansøgninger. Søg gerne allerede fra d. 1/7.
SU søges på su.dk, hvor du også kan læse mere om de gældende regler for SU:
For at få adgang til minSU skal du bruge NemID/MitID.
Du kan først søge SU, når du er optaget på hold. Det vil sige, når du har betalt og udfyldt "Tro og love-erklæring".
OBS: Der er andre regler ved SOF.
Her har du ret til SU under gældende regler, hvis du afslutter inden for et halvt år og har min. 16 timer om ugen.
Hvis du har børn
Har du hjemmeboende børn under 7 år er minimumskravet for at modtage SU 17 timer om ugen. Er du enlig forsørger, eller er begge forældre under uddannelse, er der mulighed for at søge ekstra støtte.
Ledig
Er du ledig, kan du måske have andre muligheder end SU. Henvend dig til dit jobcenter for yderligere information.
Særligt for fjernundervisningsfag
Hvis du ønsker at modtage SU for dine fjernundervisningsfag, er der nogle særlige regler, som skal overholdes.
Overordnede regler:
- Du skal aflevere alle opgaver i det/de fag, der tæller med i din SU, senest på den dato, der er fastsat i afleveringsplanen - ellers er du ikke "studieaktiv".
- Du skal deltage i obligatorisk fremmødeundervisning (fx webinarer i AVU-fag, laboratoriekurser i naturvidenskabelige HF-fag og workshops i drama.)
- Du skal gå til eksamen i de fag, som du får SU for, for at du opfylder kravet om at være studieaktiv.
Afleveringspligt
Overholdes afleveringsfristerne ikke, får du et varsel. Overholdes varslet ikke, vil du blive udmeldt fra din fjernundervisning med evt. tab af SU til følge.
SU over sommeren
Er du i gang med et længere undervisningsforløb og får SU hen over sommerferien, skal du være opmærksom på, at din første opgave efter ferien skal afleveres senest den 25. august.
Registrerer vi ikke modulafleveringen den 25. august, vil det blive anset som et ”ikke mødt” efter ferien, og du bliver udmeldt fra fjernundervisningen uden yderligere varsel.
Du søger SU via minSU, hvor du også kan læse mere om de gældende regler for SU.
Se gældende SU-satser på linket nedenfor.
Vær OBS på, at din udbetaling også afhænger af dit skattefradrag.
Amanda fortæller dig i videoen, hvordan du søger SU.
Hvis du ikke allerede er på en computer, vil vi anbefale dig at finde en frem - og gå ind på SU.dk. Find også dit MitID frem.
Sådan søger du SU
Du kan tidligst søge SU, én måned før dine hold starter. Hvis dine hold starter til august, kan du derfor søge SU fra 1. juli.
OBS: Hvis du søger i sommerperioden, så sæt en alarm til 1. juli og skynd dig ind at søge! Administrationen er lukket i juli, så hvis du skal have en chance for at få SU til august, skal du søge på dagen 1. juli.
HUSK du kan først søge SU, når du har betalt for dine fag og udfyldt ”To-do” på LudusWEB. Det står i dit tilmeldingsbrev, hvordan du betaler og udfylder ”To-do”.
Når du skal søge SU, skal du:
- Gå på SU.dk og logge på MinSU med dit MitID
- Klik herefter på ”søge om SU”
- Vælg Anden ungdomsuddannelse og find VUC Storstrøm. Herefter vælger du afdelingen (fx Næstved). OBS: Læser du på Fjernundervisning, skal du vælge afdelingen ”Haslev”.
- Herefter skal du oplyse, om du er dansk statsborger.
Hvis du ikke er dansk statsborger, skal du søge om ligestilling for at få SU. Det kan du søge om efter du har søgt SU. Tal evt. med en studievejleder om mulighederne for at søge ligestilling. - Nu skal du vælge, hvilken måned du ønsker SU fra.
HUSK, du kan tidligst søge SU en måned før studiestart.
Hver gang du er færdig med at udfylde et punkt, vil det folde sig sammen, og der vil komme et grønt hak.
Vær opmærksom på, at du ikke kan modtage SU, hvis du modtager anden offentlig støtte, fx kontanthjælp eller integrationsydelse.
- Det er højst sandsynligt ikke alle felter, der er relevante for dig at udfylde.
Tjener du penge ved siden af studiet, kan det være, du skal udfylde lidt under SKAT.
Som udgangspunkt, bruges dit hovedkort til SU’en.
Når du ansøger om SU, kan du også udfylde eventuelle ansøgninger til særlig støtte eller SU-lån. Se mere om særlig støtte og SU-lån i andre videoer.
- Til sidst accepterer du behandlingen af dine personoplysninger og indsender ansøgningen.
HUSK, at en studievejleder kan hjælpe dig med at udfylde ansøgningen.
Tag fat i os på TLF 54 88 17 00 eller bestil tid på linket nedenfor.
Obligatoriske fag
- Dansk A
- Engelsk B
- Matematik C
- Biologi C
- Geografi C
- Kemi C
- Historie B
- Samfundsfag C
- Religion C
- Et kreativt fag
Valgfag
- Du skal have 4 - 5 valgfag på C- og B-niveau, i alt mellem 370-420 timers valgfag
SSO (større skriftlig opgave)
- 15 siders skriftlig opgave som gennemføres selvstændigt
- SSO skrives i sidste eller næstsidste semester
EP (eksamensprojekt)
- Projekt, der omfatter 2 fag. Gennemføres selvstændigt.
- EP skrives i det sidste eller næstsidste semester
Udvidet fagpakke
Hvis du ønsker at læse videre på en universitetsuddannelse, skal du vælge en udvidet fagpakke. Denne kræver 2-3 ekstra løft af niveau i fag. Et af disse skal være til A-niveau.
En fuld HF-eksamen er adgangsgivende til korte og mellemlange videregående uddannelser.
Vælger du en "Udvidet fagpakke" eller en "Supplerende fagpakke" vil din HF også være adgangsgivende til universitetsuddannelserne.
Søger du ind på en videregående uddannelse med en adgangsgivende eksamen, skal du søge ind gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT) under kvote 1. Her er det din eksamenskvotient (eksamensgennemsnit), der afgør, om du bliver optaget på den søgte uddannelse.
Ansøgningsfristen for optagelse under kvote 1 er almindeligvis 1. juli.
På mange uddannelser kan du også søge optagelse under kvote 2. Her kan være forskellige optagelsesbetingelser, som fx:
- En adgangsgivende eksamen med en lavere kvotient, end der kræves under kvote 1, sammen med andre kvalifikationer, som kan være:
- Et eller flere års erhvervserfaring
- En anden uddannelse, højskole- eller udlandsophold, fritidslederaktiviteter m.v.
Vær opmærksom på, at nogle uddannelser både under kvote 1 og kvote 2 stiller krav om bestemte fag på bestemte niveauer før optagelse.
Undersøg altid på den uddannelsesinstitution, hvor du ønsker optagelse, hvilke krav de stiller netop der.
Adgangskortet
Brug Adgangskortet til at se, hvilke fag og niveauer en given uddannelse kræver.
Adgangskortet indeholder alle videregående uddannelser, både erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, kunstneriske uddannelser og universiteternes bacheloruddannelser.
Kursister, som tager en fuld HF, skal udarbejde en Større Skriftlige Opgave, kaldet SSO.
SSO er obligatorisk, hvis du vil gennemføre en fuld HF. Den indgår som en del af dit timetal og er en eksamen på lige fod med alle dine andre eksaminer.
SSO skal være på 10-15 sider i 1 til 2 fag, hvoraf mindst 1 er på B-niveau. Med SSO skal du vise, at du kan arbejde selvstændigt, fagligt undersøgende og formidlende.
Du skal desuden vise en række studietekniske færdigheder:
- At du kan sætte dig ind i nyt, fagligt stof
- At du kan finde og anvende relevant tekst/materiale
- At du kan planlægge og undersøge en faglig problemstilling med anvendelse af fagets metoder
- At du kan diskutere og formidle resultatet af undersøgelsen, samt at du kan argumentere fagligt
- At du kan strukturere et fagligt stof i en faglig fremstillingsform med anvendelse af fx resumé, citatteknik, noter, kildehenvisninger og litteraturliste.
Rapporten bedømmes af lærer og censor.
SSO'en skrives i det sidste år af din uddannelse.
Kursister, som tager en fuld HF, skal gennemføre et eksamensprojekt.
Eksamensprojektet er en del af din samlede HF-eksamen og er derfor obligatorisk, hvis du ønsker at gennemføre en fuld HF.
Eksamensprojektet indgår som en del af dit timetal og er en eksamen på lige fod med alle dine andre eksaminer.
Eksamensprojektet består af to dele: en skriftlig synopsis på 2-3 sider og en mundtlig eksamen på 30 min.
Med eksamensprojektet skal du vise, at du kan arbejde tværfagligt - ved at belyse et emne med inddragelse af to fags metoder og viden med forståelse for, hvordan de hver især og sammen belyser emnet.
Du skal desuden vise en række studietekniske færdigheder:
- At du kan arbejde bevidst med de taksonomiske niveauer i din problemformulering, i synopsis og i den mundtlige fremlæggelse
- At du kan strukturere og formidle et fagligt stof
- At du kan finde og anvende relevant tekst/materiale
- At du kan gå i faglig dialog med eksaminator og evt. censor.
Hvis du fortryder din tilmelding, skal du informere os hurtigst muligt.
Er dit hold endnu ikke startet, kan du vælge at skifte til et andet hold/fag eller få din deltagerbetaling retur.
Efter holdstart er det ikke muligt at få tilbagebetalt deltagergebyret.
Du kan altså ikke få pengene tilbage, hvis kurset er startet, også selvom du ikke ønsker at fortsætte.
Under særlige omstændigheder, er det muligt at "vælge om" og skifte til et andet fag eller hold. Dette skal altid aftales med en studievejleder og er kun muligt inden for kort tid efter holdstart.
VUC Storstrøm forventer, at du som studerende selv medbringer egen bærbar computer.
Skulle det ikke være muligt, har du som studerende, mulighed for at låne en computer ved indbetaling af depositum efter gældende retningslinjer. Du skal dog betale et depositum på kr. 500,- ved udlånsperiodens start.
Den bærbare computer er kun til studiebrug og skal afleveres til VUC Storstrøm samtidig med at uddannelsesforløbet på VUC Storstrøm ophører.
Du hæfter for den bærbare computer i udlånsperioden, herunder ved bortkomst, tyveri, eller hvis udstyret på anden må lider overlast.
Computeren du låner, er ikke omfattet af VUC Storstrøms forsikring.
Du kan kun tilmeldes samme fag og niveau 2 gange.
Dette er gældende fra hold, du går på pr. 1/1 2017 eller senere.
Hvis du fortryder at have tilmeldt dig et fag, skal du framelde dig, inden holdet begynder, ellers tæller det med som et forsøg.