Trine vendte nederlag til succes
”Bare hæng i, Trine. Du klarer det supergodt.”
Lærernes tilskyndelser har givet Trine den selvtillid, hun tidligere har manglet. Til sommer er hun færdig med socialrådgiver-uddannelsespakken på HF-enkeltfag.
Trine Deleuran (31) har overvundet tvivlen på egne evner. For første gang i sit voksne liv står hun til at fuldføre en uddannelse - og den skal ikke blive den sidste. For Trine vil videre endnu. I marts søger hun optagelse på socialrådgiveruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing F.
På sporet mod uddannelse
Hvis vi spoler tiden tilbage, starter rejsen ikke på VUC Storstrøm, men i et kontor på jobcentret i Trines bopælskommune. Trine, som havde været igennem en depressiv periode, gik med følelsen af ikke at ”kunne blive til noget”, en bekymring hun delagtiggjorde sin sagsbehandler i.
”Jeg havde aldrig haft nogle succesoplevelser. Jeg havde svært ved at følge med i folkeskolen, og havde prøvet den ene uddannelse efter den anden,” fortæller Trine.
Men sagsbehandleren fornemmede, at Trine havde ressourcer, hun ikke var klar over.
”Min sagsbehandler har selv læst HF på VUC Storstrøm og anbefalede mig det. Hun gav mig et selvtillids-boost, der gjorde, at jeg tænkte, at det kan jeg da sagtens. Det, min socialrådgiver gjorde for mig, vil jeg også gøre for andre mennesker. Og det er derfor, jeg i dag læser uddannelsespakken til socialrådgiveruddannelsen.”
Du kan sagtens, Trine
Trine mener, at det er afgørende for mennesker, der mangler succesoplevelser i livet, at møde professionelle, der tror på dem.
”Jeg er rigtigt slem til at sige – ’det har jeg svært ved’, ’det kan jeg ikke finde ud af’. Men der er lærerne på VUC Storstrøm i Faxe gode til at sige – ’det kan du sagtens’,” siger Trine.
Trine er enlig mor til en datter på 6 år, og hun er især taknemmelig for den opmærksomhed og fleksibilitet, der udvises fra undervisningsinstitutionens side i pressede perioder.
”Det er voksne mennesker, der har med voksne mennesker at gøre, og det kan man også mærke på studiemiljøet. Vi kursister har et mål med at være her, og vi bakker op om hinanden. Jeg kommer til at savne det, når jeg er færdig.”