Godt på vej mod uddannelse og fast arbejde
VUC Storstrøm har tilbud til voksne uden grundlæggende uddannelse. Men at starte på en almen voksenuddannelse er ikke altid lige til, fortæller underviser Kim Claus Nielsen fra VUC Storstrøm.
”Vi sørger for at skabe rammer, der bygger op - ikke kun fagligt, men også personligt. Det gør vi, fordi skole og uddannelse for nogle er forbundet med oplevelsen af nederlag og en følelse af ikke at slå til. Lange perioder med ledighed er også med til at give selvtilliden yderligere et knæk,” forklarer Kim.
Et vendepunkt
Det genkender 27-årige Janni Hansen fra Nakskov fra eget liv. Derfor var det med en vis tøven, at hun startede på forløbet KTU - Klar til uddannelse på VUC Storstrøm.
KTU er et samarbejde mellem Lolland Kommune, CELF og VUC Storstrøm. Tilbuddet er til voksne, der har brug for at lære grundlæggende dansk, engelsk, it og matematik, inden de går videre i uddannelse og job.
På KTU bliver kursisterne også introduceret til forskellige værksteder på CELF, som også ligger på Campus Nakskov - sammen med VUC Storstrøm og Lolland Kommunes Jobcenter.
”Min tanke var at få et arbejde, men min sagsbehandler mente at KTU kunne give mig et skub. Og det har det gjort,” siger Janni.
I december fik hun taget folkeskolens afgangseksamen på AVU, og i øjeblikket er hun i erhvervsuddannelse på CELF. Som led i sit forløb er hun også blevet testet for ordblindhed og har fået IT-redskaber, der giver støtte til at læse og skrive.
Det er med et smil på læben, at Janni fortæller om, hvor hun er i dag: ”Det er kørt som på skinner. Jeg har hele tiden udviklet mig, og det giver selvtillid. Hvis du altid har fået at vide, at du ikke er god nok, så er det meget rart at finde ud af, at du rent faktisk kan. Nu har jeg uddannelse og står et andet sted. Det har givet mig mere mod på tingene,” siger hun.
Koordinerede forløb giver flow
På VUC Storstrøm har kursisterne mulighed for at prøve sig selv af i forløb, der er individuelt tilrettelagt og koordineret. Uddannelseschef Carsten Gottschalk Sørensen uddyber:
”Vores vigtigste opgave er at ruste kursisterne til videre uddannelse og job. Er der behov for at erhverve basis-kompetencer, starter vi der. På KTU får kursisterne et netværk i hinanden og i lærerne, og dette netværk tager de med sig til AVU og CELF. Studievejlederne samarbejder også på tværs af uddannelsesinstitutioner. Det sikrer, at der er et flow i den enkeltes forløb. Når kursisterne forlader os, forlader de et miljø, hvor de er blevet godt klædt på til at træffe det uddannelsesvalg, der er rigtigt for dem,” siger han.
Snart færdiguddannet serviceassistent
Janni ser jobmuligheder i servicefaget og har valgt serviceassistent-uddannelsen på CELF. Højest på ønskelisten for fremtiden er et fast arbejde inden for rengøring eller kantinedrift.
”Jeg har været i praktik på Nakskov Sukkerfabrik i fjorten dage, hvor jeg serverede mad til medarbejderne. Det var jeg glad for. Og så har jeg fået en uges praktik hos Lolland Kommune i Den hvide bygning i Nakskov for at afprøve rengøring. Jeg arbejder også på at finde en praktikplads på uddannelsens hovedforløb, som jeg starter på om lidt. Helst af alt vil jeg ud i en virksomhed,” siger hun.