Fremover vil du finde uniformer på VUC Storstrøm i Nykøbing F

Det er netop offentliggjort, at når Kriminalforsorgen rykker deres uddannelser til Nykøbing F til august, bliver det i VUC Storstrøms lokaler på Bispegade 5.
NYHED
19-05-2022

PRESSEMEDDELELSE:

I begyndelsen af året blev det offentliggjort, at Kriminalforsorgen skulle åbne en ny skole i Nykøbing F. I fredags kunne de så meddele, at det bliver hos VUC Storstrøm.

 

Udover at være nær offentlig transport, er lokationen et campus med flere forskellige uddannelser, og Kriminalforsorgen ser frem til at blive en del af et spændende studiemiljø.

 

”De kommende elever får en unik mulighed for at indgå i et studiemiljø med studerende fra andre uddannelser på VUC Storstrøm, og samtidig får eleverne adgang til gode moderne træningsfaciliteter i Nykøbing F. Hallerne. Jeg glæder mig meget til at tage imod de første elever på skolen, og jeg håber, at de vil få stor gavn af den centrale placering og de gode faciliteter”, siger Ina Eliasen, direktør i Kriminalforsorgen.

 

Administrerende direktør for VUC Storstrøm, Martin Lasse H. Sieben glæder sig selvsagt også over den nye tilføjelse til VUC-afdelingen i Nykøbing F.

 

”Ud over at være rigtigt glade for, at vi kan hjælpe til med at bringe endnu en uddannelse til området, er vi også begejstrede for at blive en del af en fødekæde. Man kan opkvalificere sig på VUC Storstrøm, så man bliver i stand til at søge ind på fængsels- og transportbetjentuddannelserne, og der vil derfor være en god uddannelsesmæssig synergi mellem vores skoler,” udtaler Martin Lasse H. Sieben.

 

Ud over administrations- og klasselokaler på VUC Storstrøm, kommer Kriminalforsorgen til at bruge Nykøbing F. Hallerne til øvelser.

 

Guldborgsund kommune, som driver hallerne, har fra begyndelsen vist stor samarbejdsvillighed og stillet mange muligheder til rådighed. Kriminalforsorgen var også ude og kigge på CELF og SOSU Nyk. F. i deres jagt på passende lokaler.

 

Borgmester Simon Hansen udtaler, ”Jeg glæder mig meget til, at vi kan være med til at afhjælpe den store mangel på fængselspersonale, der er i Danmark. Hele forløbet har vist, hvordan vi kan samarbejde på tværs her i Guldborgsund med ét fælles formål, nemlig at sikre flere uddannelser til Lolland-Falster og at understøtte rekrutteringsgrundlaget for store arbejdspladser og virksomheder i vores område. Det gavner i sidste ende vores borgere. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med Kriminalforsorgen og uddannelsesområdet her i Guldborgsund.”

 

Ina Eliasen har sat pris på den store imødekommenhed og samarbejdsvilje, Kriminalforsorgen er blevet mødt af i kommunen og på uddannelsescentrene og ser frem til det fortsatte samarbejde:

 

”Kriminalforsorgen har et stort behov for flere medarbejdere, og ved at åbne et nyt uddannelsescenter i Nykøbing Falster gør vi vores uddannelsestilbud meget mere tilgængelige for borgerne i Sydøstdanmark.”

På VUC Storstrøm glæder man sig også over at kunne hjælpe til: ”Det bliver dejligt at kunne byde de nye uniformerede elever velkommen til vores campus til august. Vi er stolte over, med vores uddannelsestilbud, at kunne være med til at sikre rekrutteringsgrundlaget til Kriminalforsorgens uddannelser, og dermed også til at nedbringe manglen på betjente,” udtaler Martin Lasse H. Sieben

 

Fremover vil Kriminalforsorgen have fire skoler rundt om i landet: Møgelkær, syd for Horsens; Birkerød; Nykøbing F. og en pop-up i Odense.

 

 

Fakta om Kriminalforsorgens uddannelsessted i Nykøbing F.

 

  • På campus på Bispegade i Nykøbing F. er ud over VUC Storstrøm også Professionshøjskolen Absalon og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.
  • VUC Storstrøm tilbyder en uddannelsespakke, ”Fængselsbetjent”, med 4 HF-fag, der sammen kan opkvalificere til uddannelserne hos Kriminalforsorgen
  • På Kriminalforsorgens nye skole er der mulighed for at uddanne sig til fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester.
  • Kriminalforsorgen optager elever til fængselsbetjentuddannelsen i Nykøbing fire gange om året: januar, april, august og oktober.
  • I 2022 optages elever til transportbetjentuddannelsen i Nykøbing til september og november.
  • De optager lige så mange elever, som der er egnede ansøgere. Der er ingen fastsat øvre grænse.
  • Udover et praktikforløb i åbent fængsel, fx i Jyderup, kan man tage hele uddannelsen lokalt, hvis man bor i Sydsjælland, på Falster eller Lolland.

 

 

 

Ved spørgsmål, er I velkomne til at tage kontakt til følgende:

 

Simon Hansen, Borgmester i Guldborgsund kommune
siha@guldborgsund.dk, TLF 2518 1816

 

Martin Lasse H. Sieben, Adm. direktør på VUC Storstrøm
MSI@vucstor.dk, TLF 2910 1473

 

Kriminalforsorgens pressetelefon TLF 7255 4141